Smagsprøve på Eventyrhuset

I Eventyrhuset skal alle føle sig godt tilpas! Det vil I allerede mærke når I træder ind af døren, her vil I møde glade, legende børn og pædagoger som vil tage godt i mod jer.

Vores køkkendame Tove er næsten altid den der åbner Eventyrhuset, hvis I kommer tidligt om morgenen, vil I altid blive mødt med et smil og ”god morgen” fra Tove. Hun hygger om børnenes morgenmad og vil altid gerne hjælpe med, at få sagt farvel og vinke hvis der er behov for det.

Børnene i Eventyrhuset er samlet til frugt og formiddagshygge. De sidder spændt og venter, hvad skal der ske i dag? Lyset er slukket, to stearinlys er tændt og der ligger en grøn dug ovenpå bordet foran børnene. Pædagogen tager en lille kuffert frem. To børn hvisker til hinanden ”hvad tror du der er i kufferten?” ”Jeg ved det ikke, men jeg håber det er noget sjovt” Pædagogen hvisker til børnene ”kender I eventyret om de 3 bukkebruse?” ”Ja” siger børnene i kor, flere smiler og nikker. Pædagogen åbner forsigtigt kufferten. Alle børns opmærksomhed er rettet mod bordet, hvor den lille, den mellemste og den store bukkebruse langsomt kravler op af kufferten, klar til at gå over broen, hvor den uhyggelige vrede trold sidder nedenunder. ”Trip trap trip trap” siger pædagogen med en lille lys stemme, imens den lille bukkebruse går op på broen. ”Hvem er det der tramper på min bro” siger trolden vredt med en dyb mørk stemme”. Børnene taler med i kor, de fleste kender eventyret og er helt opslugt af historien. De yngste børn ser en smule forskrækkede ud- men ikke mere end de kravler tættere på bordet for bedre at kunne se. Da eventyret er slut spørger pædagogen om der er nogle børn, som kunne tænke sig at komme op og fortælle eventyret for de andre. En skov af fingre rækkes i vejret – mange børn har lyst og de kommer op i små grupper og fortæller eventyret for deres kammerater. Børnene smiler af stolthed når publikum klapper ved eventyrets slutning.

Publiceret 14-12-2015